Den 29. november 2005 dukkede videobranchens advokat uden varsel op i Laserdisken sammen med fogeden og en IT-ekspert fra Retten i Aalborg. De kopierede mine regnskaber og ville også beslaglægge mine film. "Hvorfor nu det?" spurgte jeg. Efter en lovændring i 2002 havde jeg gjort nøjagtigt, som Johan Schlüter havde fortalt Folketinget, at man skal gøre, og jeg havde informeret FDV om det. Så hvorfor komme anstigende nu?

 Jo, videobranchens (FDV's) advokat Johan Schlüter havde fundet på en fortolkning af loven, hvorefter FDV kontrollerer alle importerede videofilm. Striden var opstået ved, at FDV havde skiftet mening om lovens fortolkning. Fogeden ville ikke høre på mig: "Du får mulighed for at forklare dig i den efterfølgende retssag," sagde hun blot. "Vi vil heller ikke vente på din advokat. Han gør ingen forskel, for jeg har lovet at gennemføre fogedforretningen."

Nogle af mine film skulle beslaglægges. Hvis et af FDV's medlemmer havde udgivet en film i Danmark, skulle den tilsvarende udgave beslaglægges, hvis den kom fra et tredjeland. Problemet var, at hverken fogeden eller FDV's advokat kunne udpege, hvilke film det drejede sig om fra mit lager på ca. 25.000 film. De kunne ikke se, hvor en film kom fra, og de vidste ikke, om der var en tilsvarende dansk udgave. Det har vi registreret i Laserdisken, så fogeden løste problemet ved at bede mig beslaglægge mine egne film. Jeg skulle fjerne dem fra butikken og opbevare dem et andet sted, men jeg måtte hverken sælge dem eller returnere dem til leverandøren igen, før jeg fik rettens tilladelse.

Beslaglæggelsen, der forsvandt

Derefter glemte dommerne tilsyneladende, at mine film var beslaglagt og blot samlede støv i min kælder, mens de stille og roligt mistede værdi. En række breve til Retten i Aalborg og Vestre Landsret blev ignoreret. Efter fire år mistede jeg tålmodigheden og afleverede filmene til Retten i Aalborg (der viste sig at være 2.230 film, tv-serier og samlinger, der opfyldte kriterierne). Så fik piben pludselig en anden lyd: Trods en stribe breve, hvor både FDV's advokater og fogeden selv omtalte mine film som beslaglagt, afviste dommerne nu, at mine film nogen sinde havde været beslaglagt. Jeg fik ingen begrundelse for beslaglæggelsen, og jeg fik aldrig erstatning.

Når en bevissikring er foretaget uden den fornødne retskendelse
Det viste sig, at FDV's advokater havde sjusket. De havde ikke bedt om en bevissikring mod mig, så der var heller ingen retskendelse mod mig. Det fandt jeg selvfølgelig først ud af bagefter, hvorefter min advokat bad om at få det kopierede regnskabsmateriale tilbage igen. Det kan man kræve, når der er gået mere end 4 uger, og på det tidspunkt var der gået mere end 300 dage.

Det løste FDV ved at indsende en ny rekvisition om den bevissikring, der allerede var foretaget. Den selvsamme foged afsagde kendelse om den bevissikring, hun havde gennemført året forinden, og så var det problem løst. Grundlovens § 72 siger ganske vist, at der skal være en retskendelse, før en husundersøgelse må foretages - men pyt, hvem tager sig af Grundloven?

Hvad så med FDV's kovending om lovens fortolkning? Samtlige dommere i sagen nægter at forholde sig til FDV's kovending og lader som om, at FDV's nye fortolkning er den eneste mulige. Selvom der åbenlyst er flere fortolkninger i spil, og selvom kun EU-Domstolen har kompetence til at afgøre en sådan tvist, nægter dommerne at forelægge FDV's nye fortolkning for EU-Domstolen.

 I praksis er der ikke megen forskel på mafiaen i trediverne og mafiaen i dag.

Klik her for at læse hele bogen Den skjulte korruption.