Luk

Luk
Luk

Luk

L 197 Forslag til lov om ophavsret.

Af: Kulturminister Jytte Hilden (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

De centrale punkter i lovforslaget var følgende:

- Fotografiloven skulle ophæves, idet beskyttelsen af fotografier indgik i ophavsretsloven,

- det nordiske aftalelicenssystem skulle udbygges og forenkles, og der blev foreslået nye aftalelicensbestemmelser for fotokopiering i erhvervsvirksomhed m.v. samt radio- og tv-optagelser til bestemte formål,

- adgangen til at fremstille eksemplarer til privat brug blev præciseret og begrænset, - der blev gennemført fri adgang for sygehuse, plejehjem, fængsler og lign. til i et vist omfang at optage radio- og tv-udsendelser,

- billedkunstnernes retlige stilling skulle styrkes,

- der skulle gennemføres ligestilling af udøvende og skabende kunstnere i beskyttelsesmæssig henseende,

- der skulle gennemføres forbedrede beskyttelsesregler for producenter af lydoptagelser,

- der skulle indføres en ny producentbeskyttelse af billedoptagelser,

- forbudet mod eksemplarfremstilling til privat brug af edb-programmer i maskinlæsbar form skulle i fremtiden som udgangspunkt gælde for eksemplarfremstilling af ethvert værk i digitaliseret form.

Lovforslaget byggede på ophavsretsudvalgets 8 (del)betænkninger, som blev afgivet i perioden 1981-1990:

- Licenskonstruktioner og fotokopiering, betænkning nr. 912/1981,

- Båndafgifter - sanktioner - påtale, betænkning nr. 944/1982,

- Beskyttelse af kunstneriske præstationer, betænkning nr. 962/1982,

- Film- og videogramspørgsmål, betænkning nr. 1000/1984,

- Ophavsretligt biblioteksvederlag, betænkning nr. 1038/1985,

- Billedret, betænkning nr. 1063/1986,

- Ophavsret og EDB, betænkning nr. 1064/1986,

- Revision af ophavsretslovgivningen, Slutbetænkning, betænkning nr. 1197/1990.

Lovforslaget tog også hensyn til udviklingen inden for EU. Det indeholdt således en generel gennemførelse af bestemmelserne i:

- Rådets direktiv 92/100/EØF om udlejnings- og udlånsrettigheder samt visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder,

- Rådets direktiv 93/83/EØF om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel.
Partiernes ordførere
Poul Qvist Jørgensen (S), H. P. Clausen (KF), Pernille Frahm (SF), Kim Behnke (FP), Lone Dybkjær (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)