Husk lige, at departementscheferne også kunne have sagt nej. Ingen tvang dem til at hjælpe deres minister med en løgn – hverken en nødløgn, for-sjov-løgn, lille løgn eller stor løgn, da ministeren valgte at udskyde Retsudvalgets besøg på Christiania.
For vildledning af Folketinget er vildledning er Folketinget.
Og dommer-undersøgelsen, som frikender to topembedsmænd ved at slå deres usandhed hen som ’nødløgn’, er ikke i orden – af to grunde.
For det første: Det er noget sludder, at ministeren ikke kunne give Folketinget besked om politiets opfattelse af en sikkerhedstrussel. Påstanden er, at det ville røbe kilden. Det er ikke i orden. Selvfølgelig kan politi og forsvar fremstille deres sikkerhedsvurderinger uden, at de folkevalgte skal kende den enkelte kilde eller spion i noget miljø.
For det andet: Frikendelsen af topembedsmændene konstruerer en juridisk forskel på politikerne og deres sekretariat. Politikerne må ikke lyve, men det må sekretariatet åbenbart godt, hvis det kun er en ’nødløgn’.
Det åbner -- som regeringen er fuldt opmærksom på, og oppositionen glubende har kastet sig over -- for en skræmmende graduering af løgne, frådende såvel som forsigtige. Det kan parlamentarismen ikke leve med.
SKRIV
Men striden om ’nødløgn’ kaster et røgslør over to endnu vigtigere spørgsmål.
Det vigtigste, som næsten er helt glemt, er, at der selvfølgelig ikke må være et tidspunkt, hvor et udvalg fra Folketinget ikke kan begive sig ud i et hvilket som helst hjørne af Danmark, dag eller nat. Også Christiania. Det er ikke ligegyldigt, snarere afgørende for det åbne, demokratiske samfund.
Og muligheden for politiske udflugter ud i virkeligheden bør ikke afhænge af, om udvalget fra Folketinget rummer politikere – Dansk Folkeparti eller ej – som lokale borgere ikke bryder sig om.
Hvis det ikke desto mindre giver anledning til trusler, må såvel det lokale miljø som myndighederne træde i karakter.
Det burde justitsministeren have insisteret på dengang, retsudvalget i første omgang ville til Christiania. Og det bør den ny justitsminister og Christiania i bakspejlet stå endnu fastere på i dag. Hvis vi vil have et åbent samfund, må vi også stå fast på det – ikke begrænse folketingspolitikeres færden til dage, hvor det passer kriminelle eller politiske bøller.
Derfor var beslutningen om overhovedet at flytte besøget til en ’sikrere’ dag en dårligere beslutning end at insistere på sikkerhed og sørge for den nødvendige bemanding i politiet.
Og i øvrigt: Hvis Christiania ville værne om sit demokratiske eksperiment, skulle ’fristaden’ tilbyde at stå skulder ved skulder for at sikre, at ingen politiker skulle føle sig truet under noget besøg.
I hvert fald: Den politiske beslutning om at skjule statens afmagt overfor lokale trusler – dvs. kriminelle – er langt alvorligere end forsøget på at dække sig ind under hensyn til en kilde i politiet.
LÆS POLITIKEN MENER
Det er selve beslutningen, der er gal. Løgnen er kun i anden række.
Men dertil kommer – hvad heller ikke skal glemmes – at de rare topembedsmænd står sig meget ringe ved at dække sig under den gråzone, der nu er udnævnt til ’nødhjælp’.
Jurister, der er så højt placeret og dygtige, får ikke kun deres løn for at sige ’yes, minister’, men også for at sige ’nej, minister’, hvis ministeren får den idé, at han vil lyve over for Folketinget. At bidrage til formuleringen af en løgn, om det så er en ’nødløgn’, er ikke alene en ringe rådgivning, men også en moralsk ansvarspådragende rådgivning, som hverken ministeren eller topembedsmændene selv står sig ved.
Det er sikkert ikke altid let at sige nej til en minister. Men hvis ministeren er på vej ud i noget så utilbørligt som at lyve for Folketinget, er det netop tidspunktet, hvor topembedsmænd skal sætte hælene i. Alligevel er løgnen åbenbart stadig mulig, selv om det var lektien fra tamilsagen, at embedsmænd ikke bør kunne dække sig under en vildfaren ministers krav om hverken løgne eller ulovligheder. Men uanset om det er juridisk muligt, er det moralsk uantageligt. Embedsmænd skal sige nej, når nej er det rigtige svar.
Derfor har de to topembedsmænd, der hjalp den tidligere justitsminister ud i en løgn over for Folketinget, diskrediteret sig selv i denne omgang. Det bør de selv se tydeligere end nogen. Og frem for at glæde sig over den juridiske frifindelse, bør DJØF ærgre sig over den moralske skændsel.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar