Det er dyrt at være dansker. Langt dyrere end at være borger i de lande, vi handler mest med. Hver gang en tysk familie bruger 104 kr. og en svensk familie 122 kr. på bolig, fødevarer, transport og de andre leveomkostninger, så skal en dansk  familie finde 142 kr. til de samme ting. Det viser nye tal fra OECD, der for tredje gang i træk placerer Danmark som det dyreste EU-land at leve i.  

De høje danske priser og omkostninger er med til at presse lønniveauet i Danmark i vejret, til skade for danske virksomheders konkurrenceevne, og er med til at presse især lavtlønnede job ud af landet. Det mener en række fremtrædende danske økonomer, som Mandag Morgen har talt med.

Men hvor der på Christiansborg varmes op til trepartsforhandlinger og skattereform, der begge har fokus på at styrke de danske virksomheders konkurrencekraft, er der anderledes tavst om initiativer, der kan styrke konkurrencen, nedbringe leveomkostningerne og gøre det billigere at være dansker.

Mandag Morgen har siden nytår fokuseret på, hvordan skatter og lønninger presser omkostningerne ved at producere i Danmark op (SE MM 1, 2 og 5/2012), men de høje forbrugerpriser er et overset problem for konkurrenceevnen, vurderer flere økonomer. Se figur 1.

”De store diskussioner om arbejdsudbud og beskæftigelse har skubbet problemerne med priserne og omkostningerne i baggrunden. Konkurrencepolitikken har simpelthen ikke haft samme bevågenhed,” konstaterer Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand.

Vender vi tilbage til gennemsnitsfamilien, bliver ekstraudgifterne ved at bo i Danmark  til rigtig mange penge på årsplan. Danmarks Statistik regner med, at leveomkostningerne efter skat udgør 466.361 kr. om året for en dansk gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn.  Flytter netop den familie til Tyskland, kan den spare godt 120.000 kr. om året – efter skat.  Flytter familien i stedet over Øresund, er besparelsen på omkring 72.000 kr.

Familierne i Sverige og Tyskland skal betale mere hos lægen og i Tyskland også mere for den omsorg og pleje, der er gratis i Danmark, men selv når disse udgifter regnes med, er forskellen i leveomkostninger stadig mærkbar. Skatteministeriet regner med, at højere skatter og afgifter kan forklare omkring 33 pct. af forskellen på pris- og omkostningsniveauet mellem Danmark og Sverige. Resten – de 67 pct. – skyldes bl.a. manglende konkurrence. Se figur 2.

Svend Hylleberg, professor og dekan ved Aarhus Business School, efterlyser et langt stærkere fokus på at styrke konkurrencen og få omkostningerne i Danmark under kontrol.

“Hvis ikke vi skal have krisetilstande som i Sydeuropa, skal vi tilpasse omkostningsniveauet i Danmark. Det kan godt være, politikerne lukker øjnene for problemerne lige nu. Så bliver de bare nødt til at tage hårdt fat om nogle år,” siger Svend Hylleberg.

Konkurrenceevnen er udhulet

Sammen med høje skatter, afgifter og et højt lønniveau skaber de høje leveomkostninger i Danmark det værst tænkelige udgangspunkt for Danmarks konkurrenceevne på et tidspunkt, hvor den globale efterspørgsel er i bund.

“Danmark har i perioden fra 2000 til 2009 udviklet et problem med omkostningerne og konkurrenceevnen. Lige nu er mangel på efterspørgsel verdens problem nummer ét. For hver enkelt land gælder det nu om at have en høj nettoeksport, der kan trække økonomien op. Det er man dårligt rustet til i Danmark på grund af de høje omkostninger og den dårlige konkurrenceevne,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet.

Priserne i Danmark har år for år bevæget sig stadigt længere væk – i den forkerte retning – fra det europæiske gennemsnit. For ti år siden lå priserne 35 pct. over EUs gennemsnit, nu ligger de 42 pct. over gennemsnittet. Men det rekordhøje pristryk har ikke haft nær samme fokus som bl.a. skattetrykket i debatten om dansk økonomis strukturelle problemer – efterlønnen, arbejdsudbuddet og beskæftigelsen har taget opmærksomheden. Det gælder også i diskussionerne af den kommende skattereform, der  skal sænke skatten “mærkbart” for lønmodtagere og øge udbuddet af arbejdskraft med 7.000 personer om året.

Men en række topøkonomer vil nu forsøge at sætte problemet med de høje omkostninger og priser op i toppen af den økonomisk-politiske dagsorden.

“Der er brug for en helhedsplan, der kan presse de danske omkostninger ned. Politikerne burde lade sig inspirere af Anders Fogh Rasmussen, der som statsminister fik gennemført sin globaliseringsplan med et meget bredt og stabilt flertal. Vi skal sætte priserne, omkostningerne og den manglende konkurrence på det danske hjemmemarked i centrum,” siger Svend Hylleberg.

Fagforbundet FTF har netop (se MM05, 2102) meldt ud, at de er parate til at acceptere løntilbageholdenhed og ændringer i arbejdstiden ved de kommende trepartsforhandlinger. Men formand Bente Sorgenfrey slår over for Mandag Morgen fast, at man også skal se på omkostningerne ved at bo og leve i Danmark.

“Det, vi vil have med til forhandlingerne, er, at vi selvfølgelig gerne vil være med til at forbedre konkurrenceevnen, men vi vil også have fokus på, at købekraften hos vores medlemmer ikke skal forringes voldsomt,” siger Bente Sorgenfrey.

Erik Jylling, der er formand for AC, stiler også efter en trepartsaftale, der ser ud over løn og arbejdstid.

“Hvis man skal lave trepartsdrøftelser, er det hensigtsmæssigt at lave dem så brede, at vi også kan tage fat i de strukturelle ting og tage dem med ind i en stor helhedsløsning,” siger han.

Gennem de seneste ti år er danske lønninger steget markant mere end lønningerne i udlandet. Det gælder både, når man alene ser på indholdet i lønningsposerne, og når man tager udviklingen i produktiviteten med i betragtning. Samtidig nedlægger danske virksomheder især lavtlønnede job i Danmark og flyttet dem til lande omkring os, hvor omkostningerne er lavere.

Den mest omtalte flytning står slagterigiganten Danish Crown nok for, men også mindre virksomheder har sendt job ud af landet. Et eksempel er plastfabrikken Primo, som siden 2003 har reageret på de høje omkostninger i Danmark ved at flytte produktion til virksomhedens fabrikker i Sverige, Tyskland eller Polen. Her er regnestykket meget klart for Remy Cramer, der indtil 1. februar var direktør i Primo.

“Vi sparer omkring halvdelen af vore udgifter til en ikke-faglært, når vi flytter produktion fra Danmark til Tyskland,” siger han. Se figur 3.

Traditionelt har de høje danske lønninger ellers ikke været betragtet som et problem. Mantraet har været, at danskerne ikke skal konkurrere på pris, men på effektivitet. Men professor Svend Hylleberg stiller et endog meget stort spørgsmålstegn ved, om det stadig holder.

“Det kan godt være, at vi er smartere, men når virksomheder flytter arbejdspladser til vore nabolande, er det et tegn på, at vi ikke længere er så meget smartere, at det kan kompensere for de høje lønninger,” siger Svend Hylleberg.

Ufaglærte job kan ikke understøtte høje omkostninger

Det Økonomiske Råd har i rapport efter rapport sat fokus på forholdet mellem de danske lønomkostninger og omkostningerne i udlandet. Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen understreger, at de høje lønninger i Danmark ikke er et problem, hvis produktiviteten følger med op. Men siden 2000 har det ikke været tilfældet. År for år er danske lønninger løbet fra lønniveauet i ikke bare Kina, men også i forhold til lønniveauet i vore nabolande, uden at effektiviteten er fulgt med. De seneste ti års udvikling kan i sig selv forklare omkring en tredjedel af forskellen mellem virksomheders udgifter til ufaglærte i Danmark og Tyskland.

“Når danske lønninger gennem de seneste ti år er steget meget mere end lønningerne i udlandet, er det ikke blevet kompenseret med vækst i produktiviteten. Samlet set er der sket en systematisk forværring af konkurrenceevnen,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der ud over at være overvismand er professor i økonomi ved Københavns Universitet.

Siden 2010 er udviklingen gået i den anden retning, og Danmark har vundet konkurrenceevne. Desværre skyldes det ikke et grundlæggende fald i de danske omkostninger, men kan stort set forklares med den faldende euro-kurs, der for en tid har hjulpet de danske virksomheder. Det er særligt de virksomheder, der konkurrerer med svenske, britiske og amerikanske virksomheder, der har genvundet noget af den tabte konkurrencekraft takket være en svækket euro og en deraf svækket krone. Det stiller dog ikke de danske virksomheder bedre i forhold til f.eks. deres konkurrenter i euro-landet Tyskland, fordi kursen på kronen følger kursen på euroen. Se figur 4 på næste opslag.

Afstanden mellem de danske og særligt de tyske lønninger et problem af den slags, der socialt vender den tunge ende nedad. Det er i særlig grad de ufaglærte job, der flytter til udlandet, når de høje danske leveomkostninger presser lønnen op.

“Folk med lave kvalifikationer er mere sårbare. Når lønningerne stiger, så koster det på beskæftigelsen,” siger Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand.

Det er, siger han, en blandt økonomer almindelig anerkendt sammenhæng, at folk med ringe kompetencer er de første til at komme i klemme, når lønstigningerne løbere fra stigningerne i produktiviteten.

Fortsætter den nuværende udvikling i det hidtidige tempo, har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) beregnet, at over 200.000 ufaglærte job vil forsvinde i årene frem til 2020. Tabene fordeler sig over alle brancher, og det betyder, at når ufaglærte mister deres job i industrien, sådan som det typisk er tilfældet lige nu, kan de ikke uden videre regne med, at finde et arbejde i den offentlige sektor. Også her bliver der stadigt mindre behov for ufaglærte. Se figur 5 på næste opslag.

Dansk økonomi er med andre ord ramt af et strukturelt problem, hvor en blanding af høje omkostninger og et faldende behov for ufaglærte tilsammen stiller den dårligst uddannede del af lønmodtagerne stadigt dårligere i kampen om jobbene.

Det stigende pres på ufaglærte sker først i eksportvirksomheder eller i de virksomheder, der konkurrerer med udenlandske virksomheder på det danske marked. Deres konkurrencekraft er i særlig grad udsat, når danske lønninger stiger i forhold til udlandets, fordi de ikke uden videre kan sætte deres priser op i samme takt som omkostningerne.

Helt det samme gælder ikke for de virksomheder, der alene konkurrerer med andre danske virksomheder. Når deres omkostninger stiger, rammer det også konkurrenterne. De kan derfor i større omfang lade kunderne betale for de ekstra omkostninger.

Et godt eksempel er byggeriet. I rapporten “Creating Economic Growth in Denmark Through Competition” fra november 2010 viser konsulentfirmaet McKinsey, at der stort set ikke er nogen udenlandsk konkurrence i denne branche.

Men nissen eller rettere omkostningerne følger med, når et hjemmemarkedserhverv som byggeriet kan øge sine priser. Det gør det dyrere for kunderne at bygge eller købe kvadratmeter, og på den måde presser det omkostningsniveauet op for alle og ikke kun den del af forbrugerne og virksomhederne, der arbejder i eller leverer til hjemmemarkedet.

“Når hjemmemarkedet boomer og både priser og lønninger stiger hurtigt, presser det også de virksomheder, der konkurrerer med udenlandske virksomheder, og så ender det med at skade konkurrenceevnen,” siger Torben M. Andersen.

De høje leveomkostninger, som OECD påviser i sit seneste overblik over dansk økonomi, giver derfor gode grunde til at gå danskernes udgifter igennem med en tættekam, sådan som Svend Hylleberg foreslår, for at finde de steder, hvor omkostningsniveauet kan reduceres.

Svag konkurrencelov giver svag konkurrence

Man kan ikke udpege en enkelt sektor som den store synder. De danske omkostninger ligger i top eller meget højt på alle områder. Eksperter peger dog på tre grundlæggende problemer, der er med til at presse de danske leveomkostninger i vejret. For det første er den danske konkurrencelovgivning ret svag, for det andet har Danmark opretholdt en del særlige standarder og krav til produkter, der reelt holder udenlandske firmaer ude af det danske marked. Endelig kan det være af betydning, at de danske virksomheder tilsyneladende ikke går særlig meget op i at skubbe konkurrenter af banen. Se MM 13/2010.

Tyskland har siden Anden Verdenskrig haft en konkurrencelovgivning modelleret efter amerikansk forbillede. Her sidestilles overtrædelser af konkurrenceloven med anden økonomisk kriminalitet og det indebærer bl.a., at direktører kan fængsles for at koordinere tilbud med konkurrenter eller på anden måde indgå i aktiviteter, der har til formål at begrænse konkurrencen.

“Tyskland har haft et forbud mod at danne karteller og på anden måde misbruge en dominerende stilling på markedet. Det er sjældent, at sager ender med en fængselsstraf, men det afgørende er, at tyskerne tager overtrædelser af deres konkurrencelov meget seriøst,” siger Peter Møllgaard, professor og leder af Institut for Økonomi ved CBS.

I det danske lovsystem bedømmes overtrædelser af konkurrenceloven mildere. Hvor en tysk direktør kan risikere fængselsstraf, kan en dansk direktør risikere bøder, der endnu ikke har overskredet 25.000 kr.
Netop nu forsøger et udvalg under Erhvervs- og Vækstministeriet at afsøge mulighederne for at stramme konkurrencelovgivningen. Peter Møllgaard sidder med i udvalget. Han er blandt dem, der anbefaler, at den danske konkurrencelov strammes efter tysk og amerikansk forbillede.

“Vi bør indføre fængselsstraf i den kommende revision af konkurrenceloven. Det vil sende et kraftigt signal til erhvervslivet om, at vi tager hensynet til en fri konkurrence på markedet meget alvorligt,” siger Peter Møllgaard.

Han lægger sig dermed i forlængelse af OECDs anbefalinger til Danmark i de seneste tre landeoversigter fra organisationen fra hhv. 2005, 2009 og 2012.

“Der er virkelig mulighed for at forbedre konkurrencen inden for en række sektorer i den danske økonomi. Det vil øge produktiviteten,” hedder det i OECD-anbefalingen til Danmark.

I 2000 strammede Storbritannien efter tysk og amerikansk forbillede sin lovgivning på konkurrenceområdet med introduktionen af the Competetion Act. Det skete efter et årti, hvor udviklingen af den britiske produktivitet haltede markant efter udviklingen i nabolandene og ikke mindst USA. Situationen i den britiske økonomi dengang minder i høj grad om situationen for den danske økonomi nu. Lederen af det britiske konkurrenceråd, Office for Fair Trade, Phillip Collins vurderer over for Mandag Morgen, at reformen af den britiske konkurrencelovgivning har løftet produktiviteten i britiske virksomheder.

En vurdering, der understøttes af ny europæisk forskning af forholdet mellem et lands konkurrencelovgivning og udviklingen i produktiviteten. En undersøgelsen, der er foretaget af Paolo Buccirossi m.fl. fra det italienske forskningsinstitut Lear (Laboratorio di economia, antitrust, regolamentazione) og udgivet i en skriftserie fra Düsseldorf Institute for Competition Economies i maj sidste år, viser, at der er en “klar sammenhæng mellem en stærk konkurrencelovgivning og udviklingen af virksomhedernes produktivitet”. Se figur 6.

Det italienske forskerhold udpeger i særlig grad en skarp konkurrencelovgivning over for karteldannelser som afgørende for udviklingen af virksomhedernes produktivitet. Den britiske udvikling indgår i analysen som et af eksemplerne på et land, hvor produktiviteten stiger i takt med udviklingen og ikke mindst i forbindelse med implementeringen af et nyt konkurrenceregime.

Erhvervsliv afviser skrappere straffe

På trods af anbefalinger fra OECD og på trods af empirisk belæg for, at en skarp konkurrencelovgivning rent faktisk påvirker produktiviteten i positiv retning, ender udvalget, der ser på konkurrencelovgivningen, efter alt at dømme uden klare anbefalinger, når den endelige rapport fremlægges til maj.

Gennem hele udvalgsarbejdet har de to danske erhvervsorganisationer, Dansk Erhverv og Dansk Industri (DI) modarbejdet stramninger af konkurrencelovgivningen med fængselstraf efter tysk, britisk og amerikansk forbillede.

“Vi er kraftige modstandere af fængselsstraf. Vi har allerede i dag et bødesystem, hvor man kan give uanet høje bøder for kartelvirksomhed, og det potentiale er slet ikke udnyttet i praksis endnu,” siger chef for erhvervsjura i DI, Kim Haggren.

Både han og advokat Sven Petersen fra Dansk Erhverv fokuserer på problemerne ved at indføre fængselsstraf, og forklarer, at de gode erfaringer fra store lande som Tyskland og Storbritannien ikke umiddelbart kan overføres til et lille land som Danmark.

Det skyldes bl.a. det forhold, at muligheden for at idømme straf følges op af en særlig beskyttelse af whistleblowere, der angiver et kartelsamarbejde til myndighederne.

“Markedet i Danmark er så lille, at man ofte vil kende de mennesker mere eller mindre personligt, som man skal angive. Og her kan det sagtens være, at muligheden for, at folk kommer i fængsel, gør at man ikke angiver dem, og  at det derfor har den modsatte effekt,” siger Kim Haggren.

Sven Petersen mener, at “det er afskrækkende nok, at en direktør og hans virksomhed kan havne på forsiden af en avis og blive udråbt til kartelmager. Der er ikke brug for andre redskaber”.

Danske særregler holder priser oppe

En svag konkurrencelovgivning er blot én faktor, der er med til at svække konkurrencen og holde priserne oppe i Danmark, vurderer Peter Møllgård. Særlige danske standarder og normer for produkter, der adskiller sig fra tilsvarende krav i andre lande, er med til reelt at lukke det danske marked for en række udenlandske producenter, der kunne være med til at trykke de dyre danske leveomkostninger ned.

“Når vi udformer standarder, der er helt specielle for Danmark, så skal der produceres og leveres særskilt til det lille danske hjemmemarked. Det vil ofte føre til dyrere produkter,” siger Peter Møllgård.

Et eksempel er sikkerhedskravene til el-kontakter, hvor Danmark gennem årtier har valgt en anden standard end tyskerne, der siden et patent tilbage i 1926 har stillet krav om brug af de såkaldte Schuko-kontakter, en forkortelse af det tyske ord for beskyttelse, Schutz, og ordet kontakt. Den tyske standard fungerer som de facto-standard i de fleste europæiske lande, men først fra november 2011 tillades de tyske kontakter også på det danske marked.

“Tilladelsen får først og fremmest betydning ved renoveringer og nybyggeri, hvor man fremover kan vælge mellem kontakter fra mange hundrede leverandører. Helt frem til november sidste år leverede en enkelt dansk producent til det meste af markedet,” siger Sven Hjalholt, der repræsenterer den tyske producent Gira i Danmark.

I dag ved ingen, hvorfor Danmark ikke fulgte de tyske sikkerhedskrav, da de blev udviklet efter patentet på Schuko’en i 1926, og det efterfølgende tyske krav om, at alle kontakter skal have jordforbindelse. De danske særregler har i en årrække fungeret som beskyttelse af den danske producent LK. En markedsundersøgelse i bladet Tekniq viser, at de danske priser på kontakter har ligget mellem 15 og 50 pct. over de tyske og svenske.

Eksemplet med den tyske Schutz-kontakt er ifølge Peter Møllgård fra CBS kun et af mange eksempler på, at Danmark har haft regler og standarder, der adskiller sig fra standarderne i landene omkring os og fordyrer varer og serviceydelser i Danmark.

De danske standarder handler ikke bare om produkter, men skærmer samtidig danske virksomheder fra udenlandsk konkurrence, fordi de udenlandske skal forholde sig til andre standarder end dem, de kender fra andre markeder. Og når det danske marked med sine kun omkring 5,5 millioner mennesker samtidig er meget lille, kan det blive for bøvlet for udenlandske virksomheder at operere i Danmark.

“Der er så mange standarder og særstandarder, at Danmark lige som med den tyske kontakt burde overveje at droppe dem og i stedet koble sig op på de tyske standarder og med det også det tyske marked med 80 mio. mennesker,” siger Peter Møllgaard.

Det vil bl.a. indebære, at udenlandske virksomheder ikke skal “bruge ingeniørtimer på at forstå og anvende de danske standarder”, siger han.

Få aktører hæmmer konkurrencen

Byggeriet er en branche præget af særlige standarder, som selv når betydningen af afgifter og moms er trukket fra, er med til at gøre nybyggeri i Danmark mellem 10 og 20 pct. dyrere end nybyggeri i Tyskland og Sverige.

Samlet set tegner McKinsey-rapporten fra 2010 et billede af en dansk byggesektor, der ifølge Svend Hylleberg er “meget ineffektiv”.

Ud over eksistensen af særlige danske standarder skyldes ineffektiviteten ifølge Svend Hylleberg også en fragmenteret byggeproces, præget af de mange små håndværkerfirmaer. Det skyldes bl.a. en tradition for, at virksomhederne i Danmark organiseres efter fag, hvorfor en virksomhed ofte ender med at vente på, at en anden virksomhed bliver færdig i selve byggeprocessen.

Samtidig er byggeriet et eksempel på en branche, hvor kun meget få “input-leverandører” forsyner virksomhederne med materialer. Det mest tydelige eksempel er cement, hvor en enkelt dansk producent i kraft af sin dominans på markedet kan holde et prisniveau, der gjorde cement omkring 60 pct. dyrere end i Tyskland, da McKinsey skrev sin rapport.

Samtidig er der sket en stærk koncentration blandt de byggemarkeder, der leverer materialer til byggeriet, så fire byggemarkedskæder reelt deler markedet.

Problemet med de få leverandører gælder også på fødevaremarkedet, hvor to producenter af brød, Schulstad og Kohberg A/S, er de helt dominerende. Se figur 6.

Det kan være én forklaring på, at brødpriserne ifølge Eurostats årlige opgørelse ligger omring 25 pct. over de tyske og godt 10 pct. over de svenske. 

“Når der ikke er så mange virksomheder på et marked, kan de hver for sig nemt overskue markedet og tænke sig godt om, før de kaster sig ud i forsøg på at kapre kunder fra hinanden. Resultatet kan være en gensidig, men usagt forståelse om, at man ikke skal genere hinanden,” siger Peter Møllgaard.

Her hjælper end ikke den skrappeste lovgivning, simpelthen fordi forståelsen er usagt og ikke nedskrevet i forskellige dokumenter.

“Det er svært at gøre noget ved forholdene på markeder præget af få spillere. Her skal markedet rystes og det kan ske, ved at udenlandske virksomheder kommer ind,” siger Peter Møllgaard.

Det dyre liv

Når danske lønmodtagere forhandler løn med deres arbejdsgivere, tager de bl.a. udgangspunkt i deres leveomkostninger, der punkt for punkt ligger i EU-toppen. Det gælder også på de to områder, der vejer tungest i en families budget, boligen og fødevarerne, der ifølge Danmarks Statistiks Forbrugsundersøgelse tilsammen lægger beslag på omkring en tredjedel af en families disponible indkomst.

I forhold til en gennemsnitsfamilie i de 27 EU-lande betaler en dansk familie 58 pct. mere for bolig og opvarmning. Til sammenligning i nærområdet betaler svenske familier 25 pct. mere og tyske familier 8 pct. mere end EU-gennemsnittet.

En række særlige forklaringer ligger bag de høje danske udgifter til bolig og opvarmning. Ud over de dyre priser på nybyggeriet bor danskerne godt, men det rykker ikke ved, at høje boligudgifter påvirker familiernes omkostninger. Peter Birch Sørensen, professor i økonomi ved Københavns Universitet og tidligere overvismand, peger på, at “ boligudgifter er en del af den samlede forbrugsudgift. En lav produktivitet i byggeriet øger boligudgifterne og kan dermed drive lønkravene i vejret til skade for de udlandskonkurrerende erhverv.”

Ved siden af de dyre udgifter til at få tag over hovedet – og nyt samtalekøkken – betaler en dansk familie også ekstra for en tur i supermarkedet. I landbrugslandet Danmark ligger fødevarepriserne 35 pct. over EU-gennemsnittet. Til sammenligning ligger de svenske priser 15 pct. og de tyske priser 10 pct. over.

Produktionen af fødevarer lige fra mælk, brød og æg til kød er i Danmark koncentreret på meget få virksomheder. En af virksomhederne, Arla, har ofte været i konkurrencestyrelsens søgelys, fordi den har udnyttet sin dominerende position til at presse mindre konkurrenter ud af markedet. Arla har modtaget den hidtil største bøde for overtrædelse af konkurrencelovgivningen.

Mange butikker øger prisen

Samtidig adskiller den danske butiksstruktur sig  fra både den tyske og den svenske. I forhold til Tyskland er discountbutikker mindre udbredt i Danmark, og i forhold til Sverige er hypermarkeder – store multiindkøbsbutikker i Bilka-klassen – mindre udbredt. Netop discountbutikker og hypermarkeder er de to butikstyper, der presser produktiviteten op. Fraværet af dem i forhold til vore nabolande er derfor med til at forklare, hvorfor produktiviteten i den danske detailhandelssektor ligger under det europæiske gennemsnit.

Danmark har også markant flere kvadratmeter butiksareal til rådighed pr. indbygger end indbyggerne i andre EU-lande. Igen gælder det også i sammenligning med Sverige og Tyskland.

Hvor discountbutikkerne ikke længere er kontroversielle i en dansk sammenhæng, forholder det sig helt anderledes med hypermarkederne. I Danmark er der kun 17 hypermarkeder, alle Bilkaer. Erfaringer fra Sverige viser ifølge McKinsey-rapporten, at netop hypermarkeder kan skærpe konkurrencen og presse priserne ned. Rapporten noterer, at Sverige efter udbygningen med hypermarkeder har den mest produktive detailhandelssektor i Europa. I Danmark er sektorens produktivitet falder fra en europæisk topplacering i 2000 til en bundplacering i 2006, en periode, hvor planloven har forhindret etablering af nye hypermarkeder.

Stoppet for etablering af hypermarkeder blev vedtaget under den tidligere socialdemokratiske miljøminister Svend Auken, der frygtede, at de ville slå butikslivet i bykerner og i udkantsdanmark ihjel. Senere adopterede de skiftende VK-regeringer fra 2001 til 2011 dog stoppet gennem alle ti regeringsår. I dag er hypermarkeder stadig en mere end varm kartoffel.

Selv om hypermarkeder kan fremme konkurrencen og derigennem bidrage til at sænke de høje forbrugerpriser, vedtog VK-regeringen ikke uden videre McKinsey-rapportens anbefaling om at tillade hypermarkeder. En anbefaling, OECD netop har gentaget i sit 2012-overblik over dansk økonomi.

I stedet for at sende forslaget i Folketingssalen, sendte Lars Løkke Rasmussen som statsminister i 2010 forslaget om hypermarkeder i udvalg. Her valgte han det såkaldte Detailhandelsforum, som oprindelig blev nedsat for at undersøge mulighederne for at bevare butikslivet i udkantsdanmark.

Ifølge Mandag Morgens oplysninger vil hypermarkederne endnu engang blive dømt ude.
Særligt detailhandelen er skeptisk over for hypermarkederne, fordi de fremmer produktiviteten ved at udkonkurrere de mindst produktive butikker, men hvor kontant det end kan lyde, er det netop meningen. McKinsey anbefaler, at der gives tilladelse til at bygge mellem 10 og 15 hypermarkeder i Danmark, og antager som en tommelfingerregel, at hvert nyt hypermarked vil koste 10-12 supermarkeder livet.

Ikke engang Forbrugerrådet er derfor en fuldtonet tilhænger af hypermarkeder. Organisationen ønsker på den ene side mere konkurrence, men frygter på den anden side, at en skarpere konkurrence særligt vil ramme butikker med et svagt kundegrundlag, dvs. butikker i udkantsdanmark.

“Der er ingen tvivl om, at flere hypermarkeder vil slå supermarkeder ihjel. Men som det er i dag, betaler forbrugerne et indirekte tilskud til en butiksstruktur, der ikke er så produktiv, som den kunne være. Det er bare en skjult omkostning,” siger Torben M. Andersen.

Der er med andre ord ikke noget forkert i at acceptere højere priser, fordi danskerne får noget ud af de ekstra høje priser, nemlig flere butikker end i andre lande. Men den sammenhæng ses kun meget sjældent, i stedet opfattes de høje priser i Danmark som en belastning, lønstigninger kan kompensere for.

Konkurrencekultur – et udansk fænomen?

På næsten alle forbrugsområder ligger Dannmark i top i en europæisk sammenhæng. Det gælder også udgifterne til sundhed, hvor prisniveauet hos danske tandlæger ligger et stykke over prisniveauet hos de svenske. En forskel, der har givet anledning til en del historier om danskere, der får behandlet deres tænder hos tandlæger i Malmø og andre svenske byer.  Se figur 7.

Ved en dyr behandling som f.eks. isætning af et implantat kan regningen ifølge McKinsey-rapporten havne på 17.000 kr. hos en dansk tandlæge og på 12.000 kr. hos en tilsvarende svensk. Rapporten forklarer en del af prisforskellene med en erhvervsstruktur bland tandlæger, der i Danmark er præget af mange flere enkeltmandsvirksomheder end i Sverige. Samtidig overlader svenske tandlæger tandrensning og uddannelsen af patienter til de kortere uddannede og derfor billigere klinikassistenter.

Område for område betaler danske forbrugere og borgere højere priser end i andre EU-lande. Den eneste undtagelse er på tele-området, hvor de danske priser efter liberaliseringsbølgerne i 1990’erne ligger under EU-gennemsnittet. Også her ligger både Tyskland og Sverige dog endnu lavere.

“Der er et generelt prisproblem i Danmark, som koster forbrugerne meget dyrt. Når vi ser på udgifterne område for område, viser det sig, at Danmark er en lille økonomi, som langtfra er så åben, som vi går og tror. Der bliver ikke rigtig gjort noget ved det, fordi der på hvert eneste område er nogle interesser, der foretrækker status quo – med de høje priser til følge,” siger Martin Salamon, der er økonomi i Forbrugerrådet.

Når OECD i sit survey kan konstatere, at Danmark er det dyreste EU-land, og fremsætter anbefalinger, der er en gentagelse af anbefalingerne i de to seneste rapporter fra hhv. 2005 og 2009, er det et tegn på, at de forskellige interesser på hver sit område har haft held til at blokere for reformer, der kunne presse priserne ned.

Martin Salamon peger samtidig på en meget lidt konkurrence-mindet kultur, også blandt forbrugerne, som et problem.

“Forbrugerne er meget loyale og skifter for eksempel ikke særlig ofte bank. De udnytter ganske enkelt ikke deres muligheder for at skifte,” siger han.

Samlet set er der ifølge Svend Hylleberg gode grunde til at se på det danske omkostningsniveau i en sammenhæng, hvor en reform ikke kun vil ramme enkelte sektorer eller brancher, men alle. Det har den fordel, at en enkelt sektor eller branche vil have svært ved at finde medhør for sine ønsker om at undgå en omkostningsreform og bevare en velkendt og profitabel pris- og omkostningsstruktur, og så vil det højne den generelle opmærksomhed i samfundet på de skjulte og høje omkostninger ved den nuværende model.

“En reform kan få overordentlig stor betydning for hele samfundet, fordi omkostningerne er et problem for den samlede konkurrenceevne,” siger Svend Hylleberg.

Kilder:

• Paolo Buccirossi m.fl.: Competition Policy and Productivity Growth: An Empirical Assessment / DICE Discussion Paper No 22/2011
• EU-Kommissionen 2010: On Retail Services In the internal Market (SEC 2010/807)
• Henning Otte Hansen (2011/1): Relationerne mellem forbrugerpriser og råvarepriser i landbruget (FOI-Udredning)
• McKinsey 2010: “Creating Economic Growth in Denmark Through Competition”
• OECD Economic survey of Denmark 2012.