Telegram

Danmarks konkurrenceevne tager nyt dyk

VK-regeringens nye konkurrenceevneredegørelse 2010, som præsenteres fredag, viser, at Danmark taber yderligere terræn over for udlandet.
Telegram
9. september 2010 kl. 23:14

Dansk erhvervslivs evne til at konkurrere med udenlandske virksomheder har fået en ny mavepuster.

Dagbladet Børsen er kommet i besiddelse af VK-regeringens nye konkurrenceevneredegørelse 2010, som topministrene vil præsentere fredag ved mødet i Vækstforum, og indholdet vil sende kuldegysninger gennem medlemmerne.

Tallene viser nemlig, at Danmark taber yderligere terræn over for udlandet i forhold til sidste år, skriver Børsen.

Det gælder særligt på de to nøglepunkter produktivitet og løn, som står øverst på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) 10-punkts-liste over de største vækstbremser og udfordringer i dansk økonomi.

Danmarks største erhvervsorganisation, DI, er dybt bekymret over, at den nye opgørelse viser fortsatte fald i konkurrenceevnen og kræver nu ekstra pres på reformer.

- Vi glider ned af ranglisten på vores konkurrenceevne målt på produktivitet, innovation og uddannelser, men lønstigningerne gør, at vi er blevet et af de dyreste lande at producere i. Det er en meget farlig cocktail, siger Kent Damsgaard, erhvervsøkonomisk chef i DI til Børsen.

Produktiviteten, altså evnen til at gøre tingene smartere, stiger igen langsommere end i udlandet, viser de nyeste tal fra regeringens redegørelse, så der nu i de fem bedste OECD-lande bliver skabt næsten 35 pct. mere værdi pr. arbejdstime end i Danmark. I slutningen af 1990'erne var efterslæbet kun 10 procent.

/ritzau/

Opdateret 9. september 2010 kl. 23:20