Glem alt om prischok på amerikanske varer. Den laveste dollarkurs nogensinde får du kun glæde af, hvis du pakker rejsetasken. Alting er større i USA. Og for tiden er det også billigere. Alligevel har den historisk lave dollarkurs ikke sat gang i forbrugerfesten set med danske øjne.

Dollarkursen er halveret på få år – men det samme kan man ikke sige om priserne på amerikanske varer i Danmark.

- Når dollaren falder, burde priserne falde, men det sker i et stort omfang ikke. Det kunne tyde på at konkurrencen på markedet ikke fungerer optimalt.

Gevinsten ender hos importøren eller butikken i Danmark og ikke hos forbrugeren,« siger Carsten Holdum, økonom i Forbrugerrådet. Vi importerer ellers for omkring 20 mia. kr. fra USA om året, så der er nok at spare på. Problemet er bare, at vi gerne betaler prisen.

Mærkevarer holder prisen
- De varer, der kommer fra USA, er typisk mærkevarer, og derfor lykkes det at holde priserne høje, fordi de har et godt brand, folk vil betale for, forklarer Carsten Holdum. Så Levi’s, Ray-Ban og Harley-Davidson tjener stadig kassen i Danmark, selvom deres produkter kan købes for en slik over there. Af samme grund er det nu, drømmen om Route 66 og The Big Apple skal leves ud.

- De her kursudsving slår ikke igennem i priserne i Danmark. Hvis man virkelig vil spare penge, skal man tage til USA, siger Klaus Rasmussen, chefkonsulent i Dansk Industri.

Han understreger dog, at nogle importører sikrer sig mod kurssvingninger, når de skriver kontrakt med producenten. Derfor går valutabonussen ikke altid direkte ned i lommen på de danske importører.

Harley handler ikke i dollar
Det er blandt andet tilfældet hos forhandlerne af den amerikanske motorcykel, Harley Davidson, der bliver handlet i euro i stedet for dollar.

Her er det kun cheferne i det europæiske hovedkvarter i England, der kan finde dollargrinet frem, hver gang en europæisk Harley-entusiast køber en af de berømte choppere.

Prisen er langt mindre i USA, men at købe direkte fra producenten, er ikke en mulighed, forklarer Mogens Malling, importchef i Harley-Davidson-butikken CAPs i Århus.

- Hvis vi bare tog til USA og købte ind, ville vi risikere at miste vores forhandlerlicens, siger han. Den risiko står forbrugeren heldigvis ikke med. Så vil du score dollar-kassen, er det bare med at komme af sted.